Forleden var jeg i retten med en 15-årig pige tiltalt for vold mod to ansatte på et opholdssted og to politifolk. Efter forklaringerne havde pigen foretaget, hvad man kan kalde en hærværkstur i køkkenet og på gangene. Der var kastet ting, herunder gårsdagens kylling med kartofler, en håndfuld køleskabsmagneter og en støbejernslåge, rundt på må og få. Væltet nogle potteplanter og en række bøger var revet på gulvet og ramt en ansat på foden. En plastsæbeflaske var kastet bagover og snittede en ansat på håret. Det gik voldsomt for sig, og de ansatte fortrak til et sikkert rum og tilkaldte politiet.
Da de kom, var der faldet ro over gemytterne, så de smuttede igen, men blev kort efter tilkaldt på ny, fordi pigen havde væltet noget mere. Da politiet kom tilbage, var der roligt igen. Pigen var bedt om at pakke på sit værelse, og opholdsstedet ville sende hende hjem til mor. Det var hun i gang med, da politiet tog opstilling i værelset og bad hende skynde sig. Pigen ville have dem ud af rummet. Forklaringerne divergerer herefter, men det korte af det lange er, at pigen endte med at slå en politimand i ansigtet, hvorefter hun med “den fornødne magt” blev slængt på gulvet og ilagt håndjern. I kampens hede sparkede hun en betjent i hovedet. Skaderne var til at overse på betjentene, men pigen var gul og blå. På vej ud truede pigen med at slå betjentene i hjel. Hun endte med et ophold på psykiatrisk afdeling.
Når børn under 18 år straffes, skal de forbi dette nævn og have en tillægssanktion. Idéen er, at ved hurtig indsats over for børn og unge, kan de bringes på ret køl. Sådan set en god idé.
Pigen fik 40 dages betinget fængsel, og det blev overladt til Ungdomskriminalitetsnævnet at finde ud af, hvad der videre skal. Når børn under 18 år straffes, skal de forbi dette nævn og have en tillægssanktion. Idéen er, at ved hurtig indsats over for børn og unge, kan de bringes på ret køl. Sådan set en god idé. Nævnet kan idømme alt fra ingenting over tvangsanbringelser til ophold på sikrede afdelinger. Kommunerne er med inde over. Ofte resulterer det i forskellige pålæg af opdragende karakter – f.eks. passe skole, være hjemme på bestemte tidspunkter, misbrugsbehandling, tilknyttes en mentor osv.
Problemet her er, at pigen er det reelle offer. Det er klart, at de ansatte på opholdsstedet og politiet ikke skal stå til regnskab for den konstatering. De handler jo bare i embeds medfør og er mere eller mindre tilfældigt til stede. Det er ikke rimeligt, at de skal udsættes for vold, fordi de passer jobbet. Men i dette tilfælde var pigen udsat for systemisk svigt af første grad. Konsekvenserne rammer hende og folkene på jorden – ikke beslutningstagerne.
Som så ofte var kommunen ligeglade med det, så pigen blev kastet på et opholdssted, hvor hun sad i tre måneder uden behandling. Kontakten til psykologen blev afskåret og mor pålagt overvåget samvær.
Pigens historie indeholder PTSD som følge af ret traumatiske begivenheder i tidligere barndom og en diagnose for OCD. Inden anbringelsen på opholdsstedet boede hun hjemme hos mor og var i et psykologforløb, som så ud til at virke. Både psykolog og psykiatri anbefalede et traumefokuseret terapiforløb og advarede mod tvangsanbringelse. Det ville formentlig gøre mere skade. Som så ofte var kommunen ligeglade med det, så pigen blev kastet på et opholdssted, hvor hun sad i tre måneder uden behandling. Kontakten til psykologen blev afskåret og mor pålagt overvåget samvær.
Opholdsstedet er sikkert fint nok, men tilbyder ikke andet en socialpædagogisk behandling – en finere betegnelse for genopdragelse. Stå op om morgenen, gå i bad og børste tænder, skolegang, rengøring og madlavning samt en jævnt fornuftig livsførelse. Der var intet psykiatrisk tilbud og kun sporadiske samtaler med en psykolog, hvor tilliden aldrig rigtig blev opbygget. Pigen stak af flere gange, sumpede på værelset, kom ikke i skole. Inden anbringelsen ville hun gerne til eksamen, og skolen havde tilrettelagt et forløb til hende. Det blev afbrudt. Som noget nyt tog hun kokain et par gange.
Vé den borger, som formaster sig til at slå i bordet eller hæve stemmen eller reagerer som pigen, fordi hun ikke kan andet. Reaktionen betragtes som en bekræftelse af systemets diagnose, og medicinen er mere af det samme.
Et stykke tid efter balladen blev hun hjemgivet til mor. Det ser ud til at fungere. Men det forlyder, at kommunen stadig er indstillet på at fjerne hende fra hjemmet. Vi håber, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan se fornuften. Men uanset er de ansatte på opholdsstedet efterladt noget chokerede og politiet med et par overfladiske mærker – og pigen nu registreret som voldsforbryder.
Det er mig ubegribeligt som kommunale systemer skalter og valter med menneskers skæbner i strid med faglige anbefalinger. Der hersker en tiltagende systemisk uligevægt og magtarrogance i Velfærdsdanmark. Problemstillingen er omfattende, hvor udsatte borgere møder systemet. Systemet fordrer, at borgerne opfører sig pænt og høfligt, mens man tager ydelser fra dem, lader dem hænge i årelange sagsbehandlingstider eller slet og ret placerer dem i forkerte rammer. Vé den borger, som formaster sig til at slå i bordet eller hæve stemmen eller reagerer som pigen, fordi hun ikke kan andet. Reaktionen betragtes som en bekræftelse af systemets diagnose, og medicinen er mere af det samme.
Beskyttelsen af offentligt ansatte er forståelig – som sagt: dem det rammer, er ikke dem, som beslutter – men den er efterhånden så omfattende, at nærmest ethvert frustreret nødråb stemples som et angreb med dertil hørende straf. I takt med borgernes forarmelse, lukker systemet sig mere og mere om sig selv.