I straffesager kalder man et offer for “den forurettede”. En mere rigtig betegnelse ville nok være “anklageren”, fordi det til tider kan være svært at finde ud af, om ofret nu også er et offer. Af og til står man nemlig i den situation, at den, som først anmelder noget til politiet, får æren af at være den forurettede. Typisk i voldssager, hvor den, som taber kampen, kan se en fordel i at anmelde forholdet til politiet, selvom personen selv var angriberen. For eksempel som hævn over at have tabt kampen, eller som et forsøg på at få tidligere skader betalt af en anden.
Der er flere fordele knyttet til at være den forurettede. Mest relevant, at politi og domstole som udgangspunkt lægger forurettedes forklaring til grund for sagens forløb. Det skyldes, at den forurettede kan straffes for falsk anmeldelse og falsk forklaring, hvis anmeldelsen ikke passer. Men nok også, at man rent psykologisk er indstillet på, at folk i almindelighed ikke anmelder noget, som ikke er sket. Det er i hvert fald et spørgsmål, anklagerne ofte stiller tiltalte i retten – hvorfor mon den forurettede har anmeldt noget, hvis det ikke passer? Dét skal man som tiltalt enten have et meget godt svar på ellers forholde sig uforstående. Der kan være mange grunde til falsk anmeldelse, og det er langt fra alle grunde, dommere og anklagere forstår.
Der er flere fordele knyttet til at være den forurettede. Politi og domstole lægger som udgangspunkt den forurettedes forklaring til grund.
Et eksempel på en hævn-anmeldelse var en sag, hvor min klient var tiltalt for at have slået og sparket forurettede flere gange i hovedet, mens forurettede lå ned. Forurettede brækkede næsen, og det blødte en del. Retten fandt, at forløbet var noget anderledes end forurettedes vævende forklaring lagde op til. Det blev lagt til grund, at det var forurettede, som opsøgte klienten og slog ham først. Klienten slog igen og blev i det forløb frifundet som selvforsvar. Klienten løb efter forurettede, som faldt på hovedet ned i et stenbed. De to sparkede ud efter hinandens ben, hvorefter klienten forlod stedet. Det forløb blev bedømt som et slagsmål, de begge var lige gode om. Klienten blev dømt for det, men uden at der blev fastsat en straf. Han slap så også for at betale erstatning. Det var uden tvivl afgørende for udfaldet, at forurettede efter afdækning af forløbet ikke var så forurettet, som han gav udtryk for. Ligeledes var der et længerevarende forudgående forløb med trusler fra forurettede mod klienten.
Knap så heldigt slap en anden klient. Forløbet var noget uklart, men episoden bundede i et værtshusskænderi, som fortsatte ude på gaden. Forurettede kunne på grund af beruselse oprindeligt til politiet ikke huske ret meget. I retten genfandt han mirakuløst hukommelsen, og han var altså sparket i hovedet, mens han sad på sin flade på fortovet. Dét kunne et vidne ikke bekræfte. Vidnet mente, at forurettede blev sparket i hovedet, mens han lå ned, men kunne ikke fortælle meget mere. Forurettede og vidnet havde en tættere relation. Der gik fire dage fra episoden til anmeldelsen, fordi forurettede afventede, hvordan klienten ville forholde sig. I ventetiden havde forurettede fået ondt i tænderne og det viste sig, at nogle var løse. Stor regning. Forurettedes tandhistorik viste imponerende dårlig tandhygiejne, herunder kroniske betændelsestilstande og svindende tandfæste rundt omkring. Retten mente ikke, at dette sammen med anmeldelsesforløbet havde betydning for sagen. Så i tillæg til 60 dage ubetinget måtte klienten også betale en tandlægeregning.
Tja…